Ny husbådstype på vej – kan ses i Bogense Marina

På det gamle skibsværft i Bogense, er familien Østerhaab gået ind på markedet for husbåde.

Per Østerhaab, kendt som manden bag Bogense Yacht Service er gået sammen med sine sønner, Jacob og Henrik, og sammen udlever familien drømmen om, at danskerne kan holde ferie med havudsigt foran hoveddøren. I skrivende stund har Bogense Yacht Service taget hul på en prototype til en ny type husbåd.
– Danskerne er åbne overfor nye, alternative ferieformer som aldrig før. Vi har i mange år haft en drøm om at imødekomme danskernes lyst til ferie med frisk luft i vandkanten. Vi er selv sejlere og elsker de danske havne, siger Henrik Østerhaab, der er direktør i Bogense Yacht Service.

Husbåd uden kloakering

– Husbåden er konstrueret i søvandsbestandigt aluminium. Der er 3-lags termoglas, solceller på taget og varmepumpe, så den er klimaoptimeret. Dermed bliver den ordentligt opvarmet og er ventileret, så man også kan bruge den i vinterhalvåret, uden at kondensvandet driver ned at vinduerne, siger Henrik Østerhaab og understreger, at husbåden kan gå ind på en almindelig bådplads og bliver CE-godkendt, hvormed den kan sejle til og fra pladsen. Husbåden er designet i samarbejde med den danske arkitekt Archidea.

– Der er desuden installeret et moderne forbrændingstoilet, hvorfor kloakering undgås. Ekskrementerne bliver simpelthen brændt af i en pyrolyseproces, så der kun er aske tilbage i en affaldspose. Tilsammen giver det en komfort der gør, at man kan bruge det præcis som et sommerhus i allerførste række til vandet, siger Henrik Østerhaab. Det er planen, at husbåden står færdig i løbet af foråret 2021 og at en prototype får plads i Bogense Havn og Marina.

EU-midler muligvis på vej til husbådsprojektet

Familien Østerhaab har ansøgt om EU-midler til projektet, da firmaet har adresse i et landdistrikt. Det ser lovende ud, men processen er desværre meget lang.

Per Østerhaab, som er ”the grand old man” bag projektet supplerer:
– Det glæder mig, at vi nu kan løfte sløret for, hvad vi har gang i her i det gamle skibsværft i Bogense. Min drøm er, at vi både kan skabe nye arbejdspladser til glæde for lokalsamfundet, og bygge nogle husbåde, som vil komme til at sprede liv og glæde i mange havne. Ikke kun om sommeren, men året rundt.

For yderligere information, er I velkomne til at kontakte:

Bogense Yacht Service ApS
Kontaktperson: Henrik Østerhaab,

telefon: +45 31451875 eller e-mail: mail@bys.dk

Læs mere om Bogense Yacht Service på FLID’s Leverandørliste her.