På en solskinsrig 1. maj i Odense, blev et nyt fælles projekt for de danske småøers havne skudt i gang.

12 øer har taget imod muligheden for at bruge projektet: Udvikling, samarbejde og netværk på småøernes havne, til at sætte turbo på ø-havnens lokale initiativer. 20 nøglepersoner fra øerne mødte op i Odense, og hver havde de valgt ét af deres mange projekter hjemmefra, som skal have ekstra opmærksomhed i den kommende tid.

Korshavn Bro (Avernakø) og Sønderjyske Barsø, lagde ud med at dele deres udvalgte projekt for de tilstedeværende. Den første projektbeskrivelse tog forsamlingen med til Korshavn Bro på Avernakø, hvor en helhedsplan allerede er beskrevet, og nu er nået til den fase, hvor pengene skal findes. Fra Barsø blev øens meget konkrete udfordring fremlagt: Stenmolen, der beskytter havnen, synker. Det rejser spørgsmål som: hvor mange sten skal der til for at molen igen kan beskytte den udsatte havn? Hvor får man fat på sten? og hvad er prisen på dem?

De to projekter illustrerer på fornem vis, at selv om de syntes meget langt fra hinanden, så havde tilhørerne mange relevante spørgsmål, kommentarer og input til begge øers fremlæggelser.

Fra ide til planer

Med afsæt i de første to præsentationer, fremlagde alle tilstedeværende ø-havne efterfølgende deres 1. prioritets projekt for forsamlingen. Flere spørgsmål blev stillet, og snakken fortsatte ved bordene. Dermed flyttede de mange forskellige projekter sig over i mere konkrete forslag til, hvordan de kunne gribes an for at komme videre, og hvor i processen de kan blive skubbet i den rigtige retning med hjælp fra projektet.

Ingen af havnene havde svært ved at blive konkrete, og det bemærkede især FLIDs konsulent Lennart Christoffersen, der er projektleder for ø-havns projektet. Netop vejen fra at formulere alle ø-havnenes vigtige og spændende projekter og til at de hver skulle udvælge ét projekt, kunne gå i mange retninger. Derfra skulle havnene yderligere finde frem til, hvilke faglige indlæg projektet skal byde ind med i den kommende møderække. Og det var den del af mødet, som Lennart Christoffersen havde været særlig opmærksom på:

– Bekymringen inden mødet gik på, om det hele ville komme til at stikke i alle retninger – og om det ville blive svært at finde noget at samles om. Men det hele udviklede sig faktisk ret naturligt i en retning, der ligesom gav sig selv. Der var virkelig god energi i de projekter, havnenes præsenterede. Det var tydeligt, at det er projekter, der har været undervejs et stykke tid og er blevet tænkt over. Da vi i fællesskab skulle finde frem til hvilke faglige oplæg, projektet først skal putte ind i møderækken, for den kommende tid, kunne vi ret let samle os om en fælles prioritet, fortæller Lennart Christoffersen.

Klimasikring og ansøgninger til fonde

Hele ideen med det nye netværk er, at ø-havnene kører videre med deres projekter, og FLID bakker op ved at arrangere relevante faglige oplæg, og sætte rammer for møder, hvor projekternes fremdrift og udfordringer bliver lagt på bordet.

Projektets første faglige oplæg leverede FLID’s havneingeniør Hans Jørgen Kallehauge, der fortalte om vedligeholdelsesplaner. Flere havne havde forberedt spørgsmål hjemmefra, og fik mulighed for at vende dem med havneingeniøren.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem LAG Småøerne og FLID, og har fået midler fra NFLAG og Landdistriktspuljen. Projektet henvender sig til danske småøer, der har et befolkningstal på under 1000.

Ø-havn projektet er sat i verden for at hjælpe gode projekter udenom udfordringer, der kan stille sig i vejen for at komme sikkert i havn. I projektet er der også mulighed for at give de deltagende havne et økonomisk skub, hvis det kan hjælpe deres projekt videre.

Vi glæder os til at se, hvordan projektet udvikler sig i praksis, da forløbet – der varer til udgangen af 2025 – er designet, så de deltagende ø-havne er med til at forme det konkrete indhold i forløbet:

– Vi må sige, at vi er kommet godt fra start, lyder det fra projektleder Lennart Christoffersen, med henvisning til et godt møde i Odense onsdag den 1. maj 2024.

 

Det er stadig muligt for de resterende af Danmarks 29 Småøer at tilmelde sig projektet.

Yderligere oplysninger fås ved kontakt til:
Projektleder Lennart Christoffersen på mail: lennart@flidhavne.dk