Tak til Tom Elmer Christensen
Efter syv begivenhedsrige år i FLID har Tom Elmer Christensen valgt at lade pensionisttilværelsen indhente sig. Det har krævet sin mand at nå dertil, for i Toms tempo er 76 år ingen alder – og han har løbet så stærkt, at vi andre i sekretariatet har måttet stå ekstra tidligt op for at følge med.
Af: Merete Ettrup, merete@flidhavne.dk
Det lå ellers ikke i kortene, at Tom skulle drosle ned. Siden han startede i august 2019, har han været en hvirvelvind af viden og energi. Han kom til os via en god forbindelse i KL og med en tung ballast fra Danske Havne. Og fra dag ét satte han turbo på FLIDs projekter.
SIKKER HAVN og pitbull-metoden
Hvis der er noget, Tom kan, så er det at få tingene “sikkert i havn”. Som projektleder på det treårige ‘Sikker Havn’-projekt har han været selve ankermanden. Tom har ikke blot udbredt kendskabet til redningsudstyr, men har også rejst landet (og Færøerne!) tyndt for at risikovurdere havne og få det blå-gule flag til tops.
Og så er der Autocampersagen. Her måtte kommuner og myndigheder for alvor lære Toms indre pitbull at kende. Når lovgivningen viser sig kompliceret og modstridende, bidder Tom sig fast. Han finder hullerne og angrebsvinklerne, der er med til at sikre, at lystbådehavnene har ret til at modtage de rullende gæster, uden unødvendig administrativt bøvl.
Fra maskinarbejder til fuglekigger
Toms arbejdsliv startede helt tilbage i 1968 som maskinarbejderlærling, før turen gik over Geografi på KU, Miljøstyrelsen og Danske Havne. Den røde tråd har altid været miljø og planlægning, og i FLID har han brugt sin enorme viden til at guide havnebestyrelser gennem lovgivningens jungle.
“Jeg kunne have fået Arnepension to gange,” lyder det med et grin fra Tom. Men det er glæden ved at levere mærkbare resultater til medlemshavnene, der har holdt ham i gang. Som han selv siger, er det en fryd at mærke lettelsen hos en havn, når de komplicerede sager bliver løst.
God vind, Tom!
Direktør Jesper Højenvang lægger ikke skjul på, at Tom efterlader et stort tomrum:
“Det har været en kæmpe fornøjelse at have Tom på holdet. Vi kommer i den grad til at savne hans altid gode humør, hans positive indstilling til bump på vejen og hans enorme drive. Man skal stå tidligt op for at følge med Tom.”
Nu er stafetten givet videre til blandt andet konsulent Carsten Thomsen, og Tom skal i gang med et nyt kapitel. Tiden skal nu bruges på kunsthistorie, fuglekiggeri og lange vandreture. Familien har altid fyldt meget, og de får nu endnu mere af Toms utrættelige energi.
Tom, tak for indsatsen, de skarpe analyser og det gode humør i maskinrummet.
Vi ønsker dig alt det bedste og rigtig god vind fremover!
PS: Tom kan træffes på tom@flidhavne.dk frem til 10. april 2026