Nyt samarbejde med bæredygtighedskonsulent Torben Gade

NYT. FLID`s medlemshavne har nu mulighed for at hyre en konsulent, der kan hjælpe med, hvordan man griber arbejdet med bæredygtighed an.
FLID har indgået et samarbejde med arkitekt Torben Gade, der har speciale i byplanlægning og landskabsarkitektarbejde. Torben Gade er projektchef på Kolding Marina City, der i høj grad lægger vægt på bæredygtighed, hvilket han har fortalt om på FLID’s efterårsseminar og i en artikel i marts-nummeret af FLID & FAKTA.
– Vi fornemmer, at mange havne godt vil arbejde med bæredygtighed, men måske lige mangler lidt hjælp til at komme i gang fx med en bæredygtighedsstrategi eller til valg af bæredygtige agterfortøjningspæle, og få det hele sat på skinner. Derfor er vi meget glade for, at medlemshavnene nu får mulighed for at trække på Torben Gades mange erfaringer, siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.

Torben Gade glæder til også til samarbejdet og til at arbejde for FLIDs mange medlemshavne om både store og små projekter, og udfordringer under overskriften ”bæredygtighed”.
– Alle er enige om, at det er vigtigt. Men hvad kan man lige gøre? Hvad kan være det gode valg, når man skal i gang med noget nyt? Hvordan får man tænkt bæredygtigheden ind i udbud? Hvad kan være det gode valg i forbindelse med driften? Bliver det mon dyrere? Hvad med den sociale og den økonomiske bæredygtighed? Nogle har måske store ambitioner, andre mere beskedne, lyder det fra Torben Gade.

I gang eller videre med bæredygtighed

Skriv til Torben og få et oplæg om mulighederne for at få konsulenthjælp til havnens arbejde med bæredygtighed.
Kontaktinfo: torben.flid@gmail.com, tlf. 31501715.

Mød FLID’s nye bæredygtighedskonsulent
Torben Gade kender som ivrig tursejler i mere end 25 år de danske lystbådehavne. Både de hjemlige og nabolandenes farvande er blevet sejlet tynde, dels i en folkebåd og dels i en skøn Luffe 37, med hjemhavn i Kolding Lystbådehavn. Sejlbåden er nu suppleret med en Pedro 40 motorsejler, hvor turen går rundt på de franske vandveje.

Torben Gade er arkitekt med speciale i byplanlægning og landskabsarkitektarbejde. Efter en lang årrække i rådgiverbranchen, er han i dag ansvarlig projektchef for det ambitiøse by- og havneprojekt Marina City i Kolding, hvor bæredygtighed prioriteres meget højt.
Torben Gade har som rådgiver været optaget af bæredygtighed i planer og anlægsprojekter, og har været involveret i en række innovative projekter rundt omkring i hele landet. Torben har stor erfaring med dialog med forskellige myndigheder og viden om lovgivning og regler inden for fagområdet og fremhæver erfaring med planlægning og udformning, udbud af anlægsarbejderne, forskellige slags anlægsarbejder, havneudstyr, uddybning og blå biodiversitet.

Videnbank: Læs også temaartikler om bæredygtighed på havne