Den 15. august tiltræder Merete Ettrup, som ny kommunikationsmedarbejder og redaktør i FLID.

Merete er fritidssejler med stor erfaring fra landsdækkende maritim interesseorganisation, en kommunikationsuddannelse fra RUC og skrivekløe. Hun har 20 års erfaring med skriftlig og mundtlig formidling, research, politisk arbejde, forhandling, organisationsopbygning, projektledelse, gennemførelse af store events, tværfaglige samarbejder og meget mere fra universiteter, kulturhistoriske museer (bl.a. som formidlingschef på Vikingeskibsmuseet) og NGO´er.

Merete kender de danske havne fra både søsiden og landsiden, er stor fan af Havneguide.dk, og har et stort netværk på tværs af de fleste danske og nordiske maritime organisationer, der har til formål at gøre sejlerlivet sjovt, sikkert og bæredygtigt.

Hun kommer bl.a. med 10 års erfaring fra Træskibs Sammenslutningen, heraf 6 år som sekretariatsleder med fokus på politisk lobbyarbejde, medlemsudvikling, forretningsudvikling og ikke mindst med ansvar for foreningens kommunikation.

Senest har Merete arbejdet som journalist hos Sjællandske Medier og lavet artikler og rapportager bl.a. om det maritime liv i Holbæk, hvor hun også er bosat.

”Vi glæder os til at byde Merete velkommen om bord. Vi ser et rigtig godt match mellem Meretes kompetencer, viden og erfaringer, og de opgaver vi står over for i FLID i relation at hjælpe vores knap 300 medlemshavnene, og udvikle FLID´s hjemmesider, medlemsblad, og den politiske kommunikation”, siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.

”Jeg er meget glad for at blive inviteret med om bord hos FLID og glæder mig til at komme i gang med at fortælle historier fra havnene i hele landet og formidle de mange muligheder, der venter alle sejlere i de danske farvande.” siger Merete Ettrup og tilføjer: Men den bedste måde at finde de gode historier på er, at vi snakker sammen. Jeg glæder mig til et godt samarbejde med ansatte og bestyrelser i alle FLID havnene, foreningens bestyrelse og samarbejdspartnere, og ikke mindst mine nye kollegaer på kontoret i Roskilde.”

Merete vil fra 15. august kunne kontaktes på: merete@flidhavne.dk / telefon 2842 5626.