Konflikter på havnen er uundgåelige. Lær hvordan du identificerer og håndterer konflikter…
Klædt på til at håndtere konflikter
KURSET blev afholdt den 16. november 2011, men udbydes også i 2012.
Den 16. november 2011 afholdte FLID for første gang et kursus i konflikthåndtering. Firmaet Facefact stod for afviklingen af kurset og ledte de 20 engagerede havnefolk gennem et spændende program med en god afveksling mellem teori og praktiske øvelser. Kursisterne blev bl.a. trænet i at håndtere paradoksale situationer, der nemt kan føre til konflikter. F.eks. hvordan man bør reagere, når opildnede betydningsfulde sejlere overfuser en, og ønsker særlige privilegier i havnen. Endvidere fandt kursisterne gennem en række cases frem til hvad der i forskellige tilspidsede situationer er det rigtige at sige, for at nedtrappe konflikten, og hvad man bestemt ikke bør sige.
Om konflikthåndtering:
Oplever I at blive overfuset?
Folk bliver i stigende grad udsat for verbale trusler. Tonen er mere rå. Folk vil ikke altid acceptere, at havnen håndhæver regler, som de ikke finder passende. Selvom langt de fleste situationer forløber stille og fredeligt, har næsten alle medarbejderne af og til oplevet at blive overfuset.
Hold dig til sagen
Man kan godt være uenig uden at have en konflikt. Så vægter man argumenterne og snakker sagligt, men i det øjeblik nogen anfægter dig som person, så bliver du ramt og reagerer. Så handler uenigheden ikke længere om bådpladsen eller situationen, så handler den om ”dig og mig” og om følelser.
Det er vigtigt ikke at lade sig rive med, men holde fast i sagen. Man skal ikke dømme folk, men man skal kunne anerkende den opfattelse og den baggrund, som andre har. Ofte har personerne oplevelser med i bagagen, som kan forstærke konflikten. Som en rystet coladåse. Du kan ikke se det, men når du ”trækker stiften”, eksploderer den med et voldsomt overtryk, som ikke er til at holde tilbage.
Vær forberedt
Alle konflikter er forskellige, men mønsteret er det samme, og hvis man er mentalt forberedt på, hvordan en sag kan udvikle sig, bliver man også bedre til at holde uenigheden på et sagligt plan.
På kurset lærer du blandt andet også at lægge mærke til kropssproget og tonefaldet, som udgør op mod 90 procent af den kommunikation, vi opfatter. Kurset kan være med til både at ændre arbejdsklimaet og omgangstonen mellem de forskellige parter på havnen.
Selverkendelse er vigtig
Selverkendelse er en væsentlig del af arbejdet med at håndtere en konflikt. Vi tror som mennesker for det meste, at det ikke er os selv der er årsag til konflikten, men det er ikke altid tilfældet. Vi tror, vi gør det rigtige. Hvis andre synes, man er håbløs til at håndtere en konflikt, så hjælper det ikke ret meget, at du selv synes, du er god til det.