De to Olsen’er – Lars (tv) og Tom. Hen over sommeren vil de supplere hinanden, så Lars kommer godt ind i arbejdet, og Tom får sagt ordentlig farvel.

 

Vedbæk Havn: Olsen tager over efter Olsen

Havnefoged Tom Olsen har efter mange aktive år bag roret i Vedbæk Havn besluttet at lade sig pensionere nu. Det har givet havnebestyrelsen en udfordring. For hvordan finder man en ny ”Mr. Vedbæk Havn”?

Den proces er overstået nu, og Lars Olsen har takket ja til at tage over. Lars Olsen er i dag havnefoged i Dragør Havn, og tidligere i sin karriere har han været søofficer og desuden arbejdet 25 år i Maersk som skibsfører og senest med ansvar for sikkerheden for 2.000 søfolk.

-Jeg har været meget glad for min tid som havnefoged i Dragør. Som “ny” havnefoged for 5 år siden rakte jeg ud til de mere erfarne folk, og kom bl.a. forbi Tom i Vedbæk Havn. Siden har jeg haft et godt øje til havnen. Da så Tom valgte at ville gå på pension, var jeg absolut interesseret, pointerer Lars Olsen.

Tom Olsen, der nu får mere tid til bl.a. at spille golf, rejse med hustruen Merete og være sammen med børn og børnebørn, er glad for bestyrelsens valg af Lars Olsen.

-Han har den faglige baggrund og autoritet. Desuden er han en lun fætter, der kan begå sig blandt de mange individualister i Vedbæk Havn. Jeg er sikker på, ”min havn” kommer sikkert i havn med Lars på broen.

De to havnefogeder vil fra 1. maj i en overgangsfase på nogle måneder arbejde sammen, så Lars Olsen kommer ind i arbejdet, og så Tom Olsen får fred i sjælen.

Havnebestyrelsen havde valgt Profilpartners i Birkerød til at finde den rette kandidat. Der var 25 ansøgere til jobbet som chef for Øresunds Perle. Formanden for havnebestyrelsen, Jens Ive, siger:

-Det har været en god proces. Vi er meget tilfredse med forløbet og resultatet og ser frem til, at vores fine havn fortsætter den gode udvikling, som Tom Olsen har startet, og som vi i høj grad takker ham for. Sammen med sine engagerede kolleger har Tom Olsen leveret en havn, der står helt skarpt, og som er så veldrevet, at bådpladslejerne nu får penge tilbage i bonus.

Der holdes afskedsreception for Tom Olsen den 20. juni kl. 14-17 på Restaurant Nautilus.